Finansiering af transport i et bæredygtigt perspektiv

Hvilke roller spiller en global investeringsbank i både udviklingen af transport, infrastruktur og mobilitet? – Og ikke mindst i agendaen om bæredygtighed og klima. Det var temaet for TØF’s seneste gå-hjem-møde, hvor vi fik besøg af Rasmus Lauridsen, som er Head of Office i European Investment Bank (EIB) i Danmark. Det er kun 3 uger siden han vendte hjem, efter at have arbejdet 5 år for EIB i Luxemburg.

A20C0D33-CED4-4F56-B439-8CDE59B215B0_1_201_a.jpeg

Investeringer i transport og infrastruktur

En af de ting EIB profilerer sig på er deres fokus på ’Klima og miljø’, for at støtte overgangen til en miljøvenlig økonomi, som er modstandsdygtig overfor klimaforandringerne. Desuden har banken 3 andre hovedfokusområder når de beslutter hvem der kan låne penge – nemlig ’Innovation og færdigheder’, ’Små- og mellemstore virksomheder’ og ’Infrastruktur’.  

EIB er aktiv i 162 lande, og låner penge til projekter indenfor blandt andet landbrug, sundhed og ikke mindst transport, hvor sidstnævnte selvfølgelig var i fokus til gå-hjem-mødet.

Rasmus Lauridsen fremhæver Øresundsbroen, som et af EIB’s store succesprojekter, da den lever op til målet om at optimere infrastrukturen og skabe bedre sammenhæng mellem landene i Europa. EIB er også med i Femern-projektet, der som bekendt skal forbinde Rødbyhavn og Puttgarden via en tunnel.

Hvis det dufter lidt ’fossilt’, skal historien være god

Og hvilke kriterier skal et projekt så leve op til for at låne penge af EIB? Rasmus forklarer, at et projekt for det første skal være rentabelt. Desuden skal det leve op til høje tekniske, miljømæssige og sociale standarder. Han forklarer også, at det kan være en udfordring for et projekt at leve op til kriterierne på alle parametre.

Nogle gange er der dele af et projekt, som har en miljømæssig slagside, mens det bonner positivt ud i andre henseender. Eksempelvis kan der være behov for at renovere en containerskibsflåde. Containerskibe er ikke særlig miljøvenlige, men hvis varerne i stedet skal transporteres ved hjælp af lastbiler, vil miljøpåvirkningen være endnu større. Den slags dilemmaer er der mange af, og her gælder det om, at fremdrage den gode historie – At fokusere på det der rent faktisk forbedres gennem projektet. Rasmus forklarer, at det i sådanne tilfælde kan være meget svært at tage stilling.

Overordnet set var EIB’s fokus på bæredygtighed og klima tydelig gennem hele oplægget, og deltagerne var nysgerrige og diskussionslystne. Rasmus Lauridsen svarede beredvilligt på diverse spørgsmål og flere gik hjem med hans visitkort i lommen.

FFECA85F-0017-423A-9ECD-B782F626B434_1_201_a.jpeg